Fremtidens skattevæsen: SKAT nedlægges og genopstår i syv forskellige enheder

Efter en massiv kritik og en lang række skandalesager annoncerer Skatteministeren senere i dag, at SKAT nedlægges og i stedet genopstår i syv styrelser med specifikke ansvarsområder og selvstændige direktører. I TVC Advokatfirma hilser vi det nye initiativ velkommen.

13. juni 2017 | SKATTER OG AFGIFTER

Tidligere skatteadvokat ved TVC Advokatfirma, Torben Bagge finder det nye initiativ fornuftigt. Til Politiken den 12. juni 2017 udtaler han:

”Jeg mener, det er superfornuftigt, og hvorfor er det det. Det er fordi, du havde fået lavet en organisation, hvor det var meget uklart, hvem der havde kompetence og ansvar”, siger Torben Bagge. Med det nye initiativ tyder meget på, at det bliver mere gennemsigtigt, hvem der har kompetencerne og ansvaret.

”Der kommer jo en direktør for hver af de her styrelser, og så er der ikke længere nogen tvivl om, hvem der har det ultimative ansvar inden for de respektive områder. Det håber jeg vil være med til at stramme op på systemet og styrke fagligheden”, fortæller Torben Bagge til Politiken.

Fornuftig opdeling

SKAT erstattes af syv styrelser med hver deres specifikke opdrag, specialisering og ledelse. De nye styrelser skal være i drift fra 1. juli 2018.

Ifølge Berlingske oprettes der en styrelse med fokus på skattegæld, én med fokus på told, én med fokus på ejendomsvurderinger, én med fokus på motorområdet, herunder betaling af registreringsafgift, og en styrelse med fokus på skatter, afgifter og moms. Derudover kommer der en styrelse med fokus på IT og udvikling samt en styrelse med fokus på tværgående administration såsom HR og rekruttering.

Til Politiken kalder Torben Bagge denne opdeling ”kvalificeret”:

”Med alle de problemer, der har været med ejendomsvurderingen, har det været hensigtsmæssigt, at det skilles ud for sig. På samme måde står man med udfordringer på toldområdet, som også gør det superfornuftigt at køre det ud for sig. Ligesom man kan også sige det er fornuftigt at køre motor ud for sig. Det fælles inddrivelsessystem EFI er aldrig kommet til at fungere, og da der har været store problemer med inddrivelse af skat, og den gæld danskerne har til det offentlige, er det også hensigtsmæssigt at samle det i en styrelse for skattegæld,” siger Torben Bagge.

TVC Advokatfirma har en lang række specialister inden for skatter og afgifter. Vi tilbyder kvalificeret skatterådgivning og fører løbende mere end 1.000 skatte- og afgiftsager i det administrative klagesystem og ved domstolene. Med vores ekspertise inden for område følger vi naturligvis de nye initiativer fra Skatteministeriet på tæt hold.

Få en uforpligtende vurdering af din sag

Hvis du og/eller din virksomhed står overfor en skatte- eller afgiftsmæssig problemstilling, er du altid velkommen til at kontakte TVC Advokatfirma for en gratis og uforpligtende vurdering af din sag.