Bankindsætninger – skattepligtige eller ej

Er du eller din virksomhed blevet varslet en forhøjelse af den skattepligtige indkomst med afsæt i indsætninger på en eller flere bankkonti, så er der flere forhold, du bør overveje.

13. april 2022 | SKATTER OG AFGIFTER

Skattestyrelsen rejser løbende sager, hvor de varsler eller gennemfører en skønsmæssig forhøjelse af en given skatteyderes skattepligtige indkomst med henvisning til, at der på dennes bankkonti er indsat eller overført beløb.

Indsætningerne på den eller de relevante konti udgør herefter Skattestyrelsens grundlag for den skønsmæssige forhøjelse.

Sagsbehandlingsreglerne

Det er væsentligt at have for øje, at Skattestyrelsen i en sådan situation altid skal iagttage de almindelige regler, der gælder for offentlige myndigheders sagsbehandling. Dette gælder også sager, hvor Skattestyrelsen måtte finde, at bankindsætningerne udgør et sikkert grundlag. Iagttages disse regler ikke, vil det kunne føre til, at afgørelsen er ugyldig med den virkning at hele indkomstforhøjelsen bortfalder.

Vil du vide mere om, hvilke generelle sagsbehandlingsregler myndigheden skal iagttage, så klik her og læs artiklen “Sagsbehandlingsmangler fører i stigende grad til ugyldighed” af skatteadvokaterne Torben Bagge og Henrik Rahbek.

De enkelte indsætninger – skattepligtig eller ej

Derudover skal der for hver enkelt indsætning foretages en individuel konkret vurdering af, hvorvidt disse er skattepligtige eller ej.

Er der eksempelvis tale om beløb, som hidrører fra optagelse af lån eller salg af privat indbo, herunder samlinger samt andre ting, der ikke er købt for at blive solgt med en fortjeneste, så er indsætningerne ikke skattepligtige, hvilket følger af statsskattelovens § 5. Det skal i den forbindelse fremhæves, at det anførte om skattefrihed også gælder kryptovaluta, herunder eksempelvis bitcoins, og andre aktiver, når blot de ikke er anskaffet for at opnå en avance ved salg.

Det ses ofte, at Skattestyrelsen betvivler, hvorvidt beløbene er skattefrie indtægter, hvorfor det er nødvendigt at klage over Skattestyrelsens afgørelse eller indbringe denne for domstolene for at opnå det rigtige resultat, hvor en sådan tvist opstår.

Som eksempel kan henvises til en nyere afgørelse fra Landsskatteretten fra i år (sagsnr. 18- 0028375), hvor der skulle tages stilling til, om en indsætning på skatteyderes konto den 9. juli 2015 på 60.000 kr. var skattepligtig omsætning i skatteyderens virksomhed, idet denne var registreret med en enkeltmandsvirksomhed og således skattepligtig af beløbet med reduktion af momsen, dvs. 48.000 kr.

Heroverfor blev det gjort gældende, at der var tale om en privat handel, som var skatteansættelsen uvedkommende, idet den pågældende skatteyder havde solgt en motorcykel og fået betaling for denne ved en overførsel til dennes bankkonto.

Landsskatteretten var enig med skatteyderen og anførte som begrundelse i den konkrete afgørelse følgende:

“Retten finder efter en konkret vurdering, at klageren tilstrækkeligt har sandsynliggjort, at indbetalingen den 9. juli 2015 kan henføres til salget af klagerens Harley Davidson, og at motorcyklen blev solgt privat til [køber]. Klagerens skattepligtige indkomst skal derfor ikke forhøjes med de 48.000 kr.

Landsskatteretten ændrer herefter Skattestyrelsens afgørelse i overensstemmelse hermed.” 

Rejser Skattestyrelsen en kontrolsag med afsæt i bankindsætninger, er det således nødvendigt at forholde sig til de enkelte beløb og få tilrettelagt den bedst mulige bevisførelse. Det ses i den sammenhæng ikke sjældent, at det er nødvendigt at klage over Skattestyrelsens afgørelser i konkrete kontrolsager for at opnå et for skatteyder gunstigt resultat.

Har du behov for at læse mere om mulighederne for at klage over en afgørelse, så klik her og bliv klogere på området skatte- og afgiftsproces, som er et fokusområde for TVC Advokatfirma.