Vil du vide, hvad der er status på Panama Papers sagskomplekset?

Skatteafdelingen i TVC Advokatfirma giver en status på Panama Papers-sagskomplekset, herunder omtaler Skatteministeriets seneste pressemeddelelse.

13. juli 2021 | SKATTER OG AFGIFTER

Skatteministeriet har i en nyere pressemeddelelse oplyst, at Panama Papers-sagskomplekset har afsløret skattepligtige beløb på 1 mia. kr. De involverede skatteyderes skatteansættelser er – ifølge Skatteministeriet – forhøjet med samlede skattebetalinger på ca. 433.000.000 kr. fordelt på 115 personer og 83 selskaber. Indtil videre er der indbetalt skatter for 131.000.000 kr.

Skattestyrelsen købte i 2016 de lækkede Panama Papers med oplysninger om formuer i udlandet, der kunne henføres til eller havde tilknytning til danske skatteydere.

Skattemyndighedernes gennemgang og analyse af de lækkede oplysninger fra banker og advokatfirmaer i Panama har ført til, at der er rejst sager om betaling af skat mod de involverede skatteydere.

Der er videre rejst erstatningskrav mod de personer, der anses for den reelle ledelse af selskaber oprettet i Panama, ligesom der er sket sigtelse med forventet strafforfølgning af de involverede skatteydere samt udtaget konkursbegæringer mod en række af de involverede selskaber.

De civile skattesager

En række af de involverede skatteydere har klaget over Skattestyrelsens afgørelser, herunder særligt den skatteretlige kvalifikation af de involverede selskaber som fuldt skattepligtige til Danmark.

Skatteankestyrelsen har efterfølgende – som klageinstans i en række verserende prøvesager – indstillet til, at Skattestyrelsens kvalifikation af selskaberne som fuldt skattepligtige skal anerkendes, og dermed at Skattestyrelsens afgørelser skal fastholdes.

Landsskatteretten vil ultimo 2021 behandle prøvesagerne, hvorefter der må forventes afsagt afgørelse i alle påklagede sager primo 2022.

Uanset sagernes udfald ved Landsskatterettens behandling, må det imidlertid forventes, at sagerne indbringes for domstolene af enten Skatteministeriet eller de konkrete skatteydere afhængig af, hvem der opnår medhold. Der foreligger således formentlig ikke en endelig stillingtagen før om fem år alt efter sagsbehandlingstiderne hos domstolene.

Erstatningssagerne

Som oplyst ovenfor, har Skattestyrelsen endvidere rejst erstatningssager mod de skatteydere, der anses for at have været den reelle ledelse i selskaberne i Panama.

Erstatningssagerne verserer for indeværende ved byretterne i de retskredse, hvor hver enkelt skatteyder er hjemmehørende. For nuværende er erstatningssagerne stillet i bero, indtil der foreligger en afklaring af, hvorvidt de skattekrav, som erstatningssagerne baserer sig på, er reelle og retskraftige.

Erstatningssagerne afventer således de endelige afgørelser af skattekravene mod selskaberne.

Straffesagerne

Der er rejst sigtelse mod en række af de skatteydere, der er involveret i Panama Papers-sagskomplekset.

Skatteyderne er typisk sigtet for groft skattesvig ved at have undladt at selvangive indtægter oppebåret af investeringer foretaget i udlandet, enten via de omhandlede selskaber eller via midler udbetalt fra disse uden oplysning til de danske skattemyndigheder.

Straffesagerne afventer – ligesom erstatningssagerne – en afklaring af, hvorvidt de opgjorte skattekrav kan anses for reelle – altså om Skattestyrelsens kvalifikation af de enkelte skatteyderes indtægter har været korrekt.

Konkurssagerne

Endelig er en række af de selskaber, der er oprettet i Panama, søgt taget under konkurs af Gældsstyrelsen.

Hensigten er at sikre eventuelle værdier, som de enkelte selskaber registreret i Panama måtte råde over. Det er vidt forskelligt fra selskab til selskab, hvorvidt disse fortsat er aktive eller nedlagt, samt hvilke værdier de enkelte selskaber råder over.

Der foreligger afgørelser om konkurs for en række af selskaberne i Panama Papers-sagskomplekset, uanset at Skattestyrelsens afgørelser om fastlæggelse af skatten er påklaget og endnu ikke endeligt afgjort.

I mindst ét tilfælde er en konkursbegæring undgået som følge af, at selskabet ikke var hjemmehørende i Danmark eller havde drevet virksomhed i Danmark indenfor den seneste periode.

Hvad skal du gøre, hvis du er involveret i Panama Papers-sagskomplekset?

Skatteafdelingen i TVC Advokatfirma følger udviklingen i Panama Papers-sagskomplekset tæt og er inddraget i håndteringen af de udmeldte prøvesager i Skatteankestyrelsen, ligesom Skatteafdelingen også repræsenterer en række skatteydere omfattet af sagskomplekset i såvel erstatnings-, konkurs- som straffesager.

Hvis du er berørt af Panama Papers-sagskomplekset eller i øvrigt har behov for assistance vedrørende tilsvarende problemstillinger omhandlende midler i udlandet, er du altid velkommen til at kontakte os for en uforpligtende vurdering af din sag.

Nyheder