Opkrævning af fuld registreringsafgift tilsidesat

Landsskatteretten har igen måtte ændre en afgørelse om opkrævning af fuld registreringsafgift for leasingbiler. Denne gang vedrørte sagen 34 biler og en opkrævning af registreringsafgift på ca. 9,5 mio. kr.

28-10-2021 | Skatter og afgifter

Tilbage i efteråret 2020 omtalte vi den af Landsskatteretten trufne afgørelse omhandlende flexleasing offentliggjort som SKM2020.395.LSR, hvori Landsskatteretten fik taget stilling til den praksis, som Højesteret knæsatte i dommen offentliggjort som SKM2018.77.HR.

Nu har Landsskatteretten igen med henvisning til Højesterets dom offentliggjort som SKM2018.77.HR måtte ændre en af SKAT (i dag Skattestyrelsen og Motorstyrelsen) truffet afgørelse vedrørende 34 biler indregistreret på forholdsmæssig registreringsafgift efter registreringsafgiftslovens § 3 b.

Resultatet blev således, at en af SKAT opkrævet registreringsafgift på i alt ca. 9,5 mio. kr. blev annulleret og derfor nedsat til 0 kr. af Landsskatteretten.

I afgørelsen har Landsskatteretten eksplicit fremhævet de principper, som blev fremført at Højesteret, og der fremgår således af afgørelsen følgende:

”I dom af 19. december 2017 (SKM2018.77.HR) udtalte Højesteret, at der efter almindelige forvaltningsretlige grundsætninger ikke er grundlag for at anse en gyldig, begunstigende forvaltningsakt for bortfaldet som følge af ændrede forhold, hvis disse forhold ikke har betydning for, om forvaltningsakten ville være meddelt.

Endvidere udtalte Højesteret, at en forvaltningsmyndighed skal overholde proportionalitetsprincippet, når der træffes afgørelse, og at det følger af det anførte, at der skal være klar lovhjemmel, hvis tilladelsen til at betale forholdsmæssig registreringsafgift under de forannævnte omstændigheder, skal anses for bortfaldet, og hvis konsekvensen heraf skal være, at leasingselskabet skal betale fuld registreringsafgift, selv om betingelserne for at tillade betaling af forholdsmæssig registreringsafgift forsat er opfyldt.”

Med afsæt heri fandt Landsskatteretten således blandt andet ikke grundlag for at anse en mindre overskridelse af egenfinansieringen for tilstrækkelig til at lade tilladelsen bortfalde og opkræve fuld registreringsafgift.

Landsskatterettens afgørelse er ikke offentliggjort af Skatteforvaltningen.

Har du en sag omhandlende registreringsafgift?

Hos TVC Advokatfirma har vi stor erfaring i sager vedrørende skatter og afgifter, herunder også registreringsafgifter, og vi står altid til rådighed for en uforpligtende drøftelse af din sag.

Det kan i den forbindelse fremhæves, at vores skatteafdeling løbende fører mere end 1.500 skatte- og afgiftssager, hvorfor vi også har en stor indsigt i den ikke-offentliggjorte praksis, dvs. i afgørelser, som ikke offentliggøres af Skatteforvaltningen, men som alligevel kan få betydning for andre tilsvarende sager.