Landsskatteretten godkender straksfradrag på ny staldtilbygning

Adgangen til straksfradrag er en gunstig bestemmelse for skatteyder, og der foreligger efterhånden en del praksis, der tager stilling til adgangen til straksfradrag.

05. oktober 2021 | SKATTER OG AFGIFTER

Afskrivning på erhvervsmæssigt benyttede bygninger, herunder f.eks. stalde, kan fra og med anskaffelsesåret foretages med op til 4 pct. årligt. Afholdes der udgifter til ombygning eller forbedring af afskrivningsberettigede bygninger, kan der i stedet foretages straksfradrag i det indkomstår, hvori udgiften afholdes.

I en nyere afsluttet sag fra Landsskatteretten (sagsnr. 19-0110310) var det netop spørgsmålet om adgangen til straksfradrag for en i 2016 nyetableret staldtilbygning, der forelå til bedømmelse for Landsskatteretten.

Skatteyder mente på den ene side, at der var adgang til straksfradrag, idet der var tale om en udgift til en bygningsdel, der bandt to eksisterende staldbygninger sammen. Dermed var der tale om en udgift til en tilbygning omfattet af reglerne om straksfradrag.

Skattestyrelsen mente på den anden side, at der ikke var adgang til straksfradrag, idet den nye bygning kunne fungere selvstændigt og endvidere var en så væsentlig udvidelse af antal kvadratmeter, at den måtte anses for en selvstændig bygning.

Landsskatteretten foretog en nøje gennemgang af den nyetablerede staldbygning og fastslog herefter, at der var tale om en tilbygning, der udgjorde en naturlig del af en eksisterende bygning, hvorfor betingelserne for straksfradrag var opfyldt.

Landsskatteretten henviste bl.a. til følgende:

  • Bygningen kan ikke fungere selvstændigt

    • Fælles forsyning af halm kan kun lade sig gøre, hvis bygningerne er bygget sammen

  • Bygningen er ikke kun bygget sammen med andre bygninger via såkaldte afskrivningsbroer, men fremstår fysisk som en helt naturlig forlængelse af en eksisterende staldbygning

  • Bygningerne fremtræder visuelt som én samlet bygning

Landsskatteretten valgte herefter at hjemvise sagen til fornyet behandling ved Skattestyrelsen med henblik på opgørelse af beregningsgrundlaget for straksfradrag for indkomståret 2016.

Har du behov for hjælp?

Såfremt du måtte blive involveret i en skattesag, der drejer sig om opgørelse af afskrivningsgrundlaget for driftsbygninger eller driftsmidler, og du ønsker en uforpligtende vurdering af denne, er du altid meget velkommen til at kontakte os. 

Hos Skatteafdelingen i TVC Advokatfirma har vi i vidt omfang adgang til de positive, utrykte afgørelser, der kan være afgørende for udfaldet af en klagesag.