Kan tidligere betalt registreringsafgift modregnes en ny opkrævning?

I denne uge har Landsskatteretten fundet, at Motorstyrelsen skulle modregne tidligere betalt registreringsafgift i forbindelse med en opkrævning af registreringsafgift på et andet grundlag end den oprindelige indregistrering.

21. oktober 2021 | SKATTER OG AFGIFTER

I den pågældende sag var ejeren af en Porsche 911 blevet opkrævet en yderligere registreringsafgift på ca. kr. 240.000, idet Motorstyrelsen var af den opfattelse, at bilen ikke kunne indregistreres som et veterankøretøj, i hvilken forbindelse, ejeren tidligere havde betalt en registreringsafgift på ca. kr. 74.000.

Den pågældende afgørelse blev bl.a. påklaget til Landsskatteretten, i hvilken forbindelse det blev gjort gældende, at der i forbindelse med opkrævningen af registreringsafgiften på ca. kr. 240.000 skulle ske en modregning med den tidligere betalte registreringsafgift på ca. kr. 74.000.

Motorstyrelsen er ikke enig med Landsskatteretten

Det var Motorstyrelsens opfattelse, at der ikke kunne ske en sådan modregning, idet Motorstyrelsen tidligt i sagen anførte, at ”der ikke findes lovhjemmel til tilbagebetaling af registreringsafgift, for køretøjer der ændrer registreringsgrundlag, derfor er det ligeledes ikke muligt at nedsætte registreringsafgiften med den allerede betalte registreringsafgift på 74.310 kr.,…”

Motorstyrelsen tilsluttede sig således også Skatteankestyrelsens indstilling i sagen, hvoraf det fremgik, at der – ifølge Skatteankestyrelsen – ikke var hjemmel til at fradrage tidligere betalt registreringsafgift, jf. Retten i Sønderborgs dom af den 22. august 2008 offentliggjort som SKM2008.712.BR.

Sagen blev herefter behandlet på et retsmøde i Landsskatteretten, hvorefter Landsskatteretten ved afgørelse af den 19. oktober 2021 (sagsnr. 20-0088818) ændrede Motorstyrelsens afgørelse med følgende begrundelse:

”Landsskatteretten bemærker at dansk rets almindelige modregningsregler finder anvendelse på skatterettens område. Retten finder ud fra en konkret bedømmelse af sagens oplysninger, herunder særligt at sagens køretøj fremstår identisk som ved klagerens registrering af køretøjet i Køretøjsregistret, at den af

klageren tidligere betalte registreringsafgift skal modregnes, i den registreringsafgift der nu opkræves…”

Landsskatteretten fandt således, at den tidligere betalte registreringsafgift skulle modregnes.

Har du modtaget opkrævning af registreringsafgift?

Er du – som ejer eller bruger af en bil – blevet opkrævet registreringsafgift grundet en anvendelse, som Motorstyrelsen finder uberettiget, er det vigtigt, at du får gennemgået Motorstyrelsens grundlag for opkrævningen.

Ved en sådan gennemgang ses det ikke sjældent, at der er grundlag for at klage over en sådan afgørelse.

Det kan i øvrigt supplerende bemærkes, at den pågældende ejer i den ovennævnte sag vedrørende den nye indregistrering af Porsche 911’eren også blev tilrådet at klage over den afgiftspligtige værdi fastsat af Motorstyrelsen. Denne klagesag endte med det resultat, at Motorankenævn Sjælland-København ved en afgørelse af den 16. september 2021 (sagsnr. 20-0088804) ændrede den afgiftspligtige værdi fra kr. 198.532 til kr. 167.710.

Er du i tvivl om, hvorvidt Motorstyrelsen har ret?

Såfremt du bliver involveret i en afgiftssag og ønsker en uforpligtende vurdering af denne, er du altid meget velkommen til at kontakte os.