Er du opmærksom på den korte ligningsfrist?

Er du omfattet af den korte ligningsfrist, bør du udvise agtpågivenhed, hvis Skattestyrelsen finder anledning til at varsle ændringer af ældre indkomstår med henvisning til, at der foreligger ”tilsvarende forhold”.

29-08-2021 | Skatter og afgifter

For personer med enkle økonomiske forhold gælder der en særlig ansættelsesfrist, hvorefter Skattestyrelsen senest den 30. juni i det andet kalenderår efter indkomstårets udløb skal varsle en forhøjelse af en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat.

Dette følger af bekendtgørelse om en kort frist for ansættelse af personer med enkle økonomiske forhold, der senest er ændret ved bekendtgørelse nr. 1305 af 14. november 2018.

Af bekendtgørelsernes § 1, stk. 1, nr. 4 fremgår det imidlertid, at den korte frist ikke gælder, når en ændring af en skatteansættelse er begrundet i et forhold, og et helt tilsvarende forhold begrunder genoptagelse af en skatteansættelse for et tidligere indkomstår. I så fald gælder fristen for ordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 1. pkt. for ændringen af skatteansættelsen for det tidligere indkomstår.

Det er set flere gange, at Skattestyrelsen har forsøgt at anvende undtagelsesbestemmelsen i tilfælde, der efter praksis ligger uden for bestemmelsens anvendelsesområde.

Hvis Skattestyrelsen finder anledning til at varsle ændringer af ældre indkomstår med henvisning til, at der foreligger ”tilsvarende forhold”, bør du derfor udvise agtpågivenhed. I et sådan tilfælde bør du få undersøgt, hvorvidt det forholder sig anderledes.

Vi har tidligere beskrevet en række afgørelser, hvor Landsskatteretten har tilsidesat Skattestyrelsens (tidligere SKATs) anvendelse af undtagelsesbestemmelsen.

En nyere afgørelse fra Landsskatteretten (sagsnr. 18-0000815) bekræfter, at det fortsat er nødvendigt at være kritisk i forhold til Skattestyrelsens administration af bestemmelsen i bekendtgørelsernes § 1, stk. 1, nr. 4 om ”tilsvarende forhold”.

I den pågældende sag, som blev afgjort i juli 2021, fandt Landsskatteretten således grundlag for at annullere gennemførte forhøjelser med i alt ca. 800.000. Dette med henvisning til, at varslings- og kendelsesfristerne ikke var overholdt af Skattestyrelsen.

I en udtalelse havde Skattestyrelsen – til støtte for at fristerne var iagttaget – bl.a. anført følgende: 

”SKAT har varslet ændring den 11. oktober 2017 og foretaget ansættelsen den 8. november 2017. For indkomståret 2016 er ansættelsen således foretaget indenfor den korte ligningsfrist. Ansættelserne for 2014 og 2015 angår helt tilsvarende forhold som ansættelsen for indkomståret 2016 er ansættelserne for disse to indkomstår også rettidige, da de er foretaget inden for den ordinære frist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1.”

Landsskatteretten måtte således forholde sig til, hvorvidt undtagelsesbestemmelsen fandt anvendelse i en situation, hvor Skattestyrelsen havde ændret skatteyderens skatteansættelser for indkomstårene 2014, 2015 og 2016 som følge af overførsler og andre indsætninger på dennes bankkonti.

Uagtet sagen omhandlende overførsler og andre indsætninger for alle tre indkomstår, fremgår der af Landsskatterettens begrundelse følgende:

”Landsskatteretten finder det heller ikke godtgjort, at der er tale om tilsvarende forhold i indkomstårene 2014 og 2015 som i 2016, hvorfor betingelsen i bekendtgørelse om forkortet ligningsfrist, § 1, stk. 1, nr. 4, ikke er opfyldt. Skattestyrelsens afgørelse, hvad angår indsætningerne i indkomstårene 2014 og 2015, er som følge heraf ugyldig.”

Afgørelsen er i øvrigt ikke offentliggjort af Skatteministeriet eller Skattestyrelsen, men som tidligere omtalt er det ikke relevant for dens betydning i en anden tilsvarende klagesag.

Har du modtaget en afgørelse eller et forslag hertil fra Skattestyrelsen?

Hvis du bliver involveret i en skattesag og ønsker en uforpligtende vurdering af, om Skattestyrelsen har iagttaget fristerne for at genoptage dine skatteansættelser, er du altid meget velkommen til at kontakte os.