Beskatning af kryptoaktiver skal genovervejes

Skatteministeren har i dag oplyst, at det skal overvejes, om reglerne for beskatning af kryptoaktiver skal ændres.

08. juni 2021 | SKATTER OG AFGIFTER

I sidste uge omtalte vi de seneste fortolkningsbidrag til området for beskatning af kryptovaluta. I dag meddeles det nu fra Skatteministeriet, at skatteministeren, Morten Bødskov, vil bede Skattelovrådet om at se nærmere på reglerne for beskatning af gevinster fra handel med kryptoaktiver, herunder f.eks. kryptovalutaer såsom Bitcoin.

Ifølge pressemeddelelsen er Skatteministeriet motiveret af et større antal fejlindberetninger i de handler, som ca. 16.000 virksomheder og personer frem til 2019 har foretaget på området for kryptoaktiver.

Derudover slås det fast, at skattereglerne for kryptoaktiver ikke er målrettet deres særlige karakter. I pressemeddelelsen udtaler skatteminister Morten Bødskov således følgende:

”Vi skal være vågne og sikre, at vores regler er tidssvarende og begrænser fejl og svindel. Kryptoområdet er et godt eksempel på sådan et område. Derfor er det vigtigt, at vi nu får set reglerne efter i sømmene”.

Hos TVC Advokatfirma håndterer skatteafdelingen løbende mere end 1.500 skatte- og afgiftssager, herunder også sager omhandlende beskatning af kryptovalutaer som eksempelvis Bitcoins.

Vi er derfor altid opdateret på den nyeste praksis og betydningen af denne for nye og igangværende sager.

Hvis du har fået en sag omhandlende beskatning af kryptovalutaer, er du altid velkommen til at kontakte os helt uforpligtende for en vurdering af denne.

Nyheder