Vil Skattestyrelsen beskatte dig af en gevinst på kryptovaluta?

Skattestyrelsen vil i forbindelse med en gevinst på kryptovaluta ofte indhente oplysninger og efterfølgende fremsende et forslag til afgørelse. Det er vigtigt for udfaldet, at en sådan henvendelse bliver håndteret korrekt.

11. januar 2021 | SKATTER OG AFGIFTER

Skatterådet har tilbage i 2019 givet Skattestyrelsen tilladelse til at indhente oplysninger om handel med kryptovaluta i Danmark, herunder bitcoins.

Det ses nu, at Skattestyrelsens kontrolarbejde har resulteret i en række henvendelser til borgere, som har handlet med kryptovaluta, herunder f.eks. bitcoin.

Skatteadvokaterne Torben Bagge og Henrik Rahbek, der begge er partnere i TVC Advokatfirma, har tidligere sat fokus på netop problemstillingen om beskatning af bitcoins i en artikel i Respons. Her kommer de blandt andet ind på, hvordan beskatning af bitcoins er underlagt en konkret og individuel vurdering i hver sag.

Har du brug for viden om beskatning af kryptovaluta, herunder bitcoins, kan du med fordel orientere dig i artiklen ”Gevinster og tab ved køb og salg af bitcoins”.

Vores erfaring viser i øvrigt, at det ofte er klogt at udvise omhu, når Skattestyrelsen retter henvendelse og efterspørger oplysninger til brug for en kontrolsag.

Dette skyldes, at det tillige må forventes, at Skattestyrelsen som led i den påbegyndte kontrolaktion vil sende en lang række af sagerne til ansvarsvurdering med henblik på at få undersøgt, om eventuelt manglende selvangivelse udgør en strafbar lovovertrædelse.

Har du fået en henvendelse fra Skattestyrelsen?

Har du spørgsmål til en konkret henvendelse fra Skattestyrelsen, eller er du i tvivl om den skattemæssige position i relation til bitcoins eller andre virtuelle kryptovalutaer, er du altid velkommen til at kontakte os.

Klik i øvrigt her for at læse mere om fokusområdet skatteproces og de muligheder, du har for at videreføre en skattesag.

Nyheder