Svindel med kompensationspakker kan give høje straffe

Nye regler om svindel med offentlige tilskudsordninger kan resultere i høje fængselsstraffe.

21. december 2020 | ØKONOMISK KRIMINALITET

Politiet efterforsker et stort antal sager, der handler om svindel med kompensationsansøgninger vedrørende statens forskellige hjælpepakker. 

Samtidig med indførelsen af de hjælpepakker, der skulle afbøde den økonomiske krise som følge af covid-19-epidemien, blev der vedtaget en markant ændring af straffelovens regler om svindel med offentlige tilskudsordninger.

Før ændringen kunne svigagtige ansøgninger om udbetaling af tilskud fra det offentlige straffes med fængsel i op til et år og seks måneder. I yderste tilfælde, typisk som følge af beløbets størrelse, kunne strafferammen stige til fængsel i op til otte år.

I de tilfælde, hvor der ansøges om kompensation i henhold til hjælpepakkerne vedrørende Covid-19, indebærer regelændringen, at strafferammen nu er op til fire gange så høj, som den hidtil har været.

Det betyder, at hvis en virksomhed har indgivet en ansøgning om eksempelvis lønkompensation, der indeholder falske eller vildledende oplysninger, vil strafferammen som udgangspunkt være seks års fængsel. I grove tilfælde er strafferammen nu op til 20 års fængsel, som er den maksimale fængselsstraf i Danmark, når der ikke kan idømmes fængsel på livstid.

Der er altså tale om en strafskærpelse af historiske dimensioner, som fra politisk hold sender et klart signal til politiet, anklagemyndigheden og domstolene om, at der skal slås hårdt ned på denne form for kriminalitet.

Som forventet har regelændringen ført til, at politiet sætter massive ressourcer ind på efterforskningen af et stort antal sager, og at anklagemyndigheden går efter høje straffe, når de rejser tiltale. Det giver sig også udslag i domspraksis. I den første sag, om svindel med hjælpepakkerne, har Østre Landsret idømt en virksomhedsindehaver fængsel i to år og tre måneder. Den pågældende havde indgivet en uberettiget ansøgning om udbetaling af kr. 427.500 i lønkompensation. Udover fængselsstraffen skal han også betale en bøde på kr. 1.275.000.

I TVC Advokatfirma kan vi se, at det er vigtigt, at der inddrages en kompetent forsvarer så tidligt som muligt, da det kan have afgørende betydning, at politiets ressourcer matches fra start. I de fleste tilfælde skal der hurtigt træffes centrale beslutninger for at opnå et tilfredsstillende resultat.

Hos TVC Advokatfirma er vi specialiserede i økonomisk kriminalitet. Derudover har vi specialiseret viden om kompensationsreglerne. Vi fungerer allerede som forsvarere i en række sager om kompensationsansøgninger.

Hvis du er sigtet eller tiltalt i en sag vedrørende økonomisk kriminalitet tilbyder vi altid et gratis møde, så du har det bedste grundlag for at afgøre hvilken forsvarer, du ønsker. Du kan kontakte Lars Henriksen, hvis du ønsker en aftale om et møde.

Nyheder