Suspension af reaktionsfristen i udvalgte sager om omvalg

I januar 2020 fastslog Højesteret en for skatteyder positiv retstilling ved omvalg. Anmodninger om genoptagelse på baggrund af dommen skal ikke afvises med den begrundelse, at reaktionsfristen ikke er overholdt.

26. marts 2021 | SKATTER OG AFGIFTER

Ved omtalte dom fra januar 2020 lagde Højesteret afgørende vægt på, at en ansættelsesændring, gennemført af skattemyndighederne, havde betydning for den pågældende skatteyders valg på selvangivelsen, og at dette valg, som følge af ansættelsesændringen, fik utilsigtede skattemæssige konsekvenser for skatteyderen. 

Med Højesterets dom blev det således fastslået, at omvalg efter skatteforvaltningslovens § 30, stk. 1 alene forudsætter, at den ændrede ansættelse havde betydning for valget, og at valget derfor havde fået utilsigtede skattemæssige konsekvenser.

Nævnte dom fra Højesteret – offentliggjort som SKM2020.14.HR – er tidligere omtalt af Skatteafdelingen i TVC Advokatfirma. Den er videre kommenteret af skatteadvokaterne Torben Bagge og Henrik Rahbek i en artikel i Revision og Regnskabsvæsen i april måned 2020.

Artiklen er offentliggjort som RR.SM.2020.4.

Skattestyrelsen har nu i en meddelelse – offentliggjort som SKM2021.154.SKTST – oplyst, at anmodninger om genoptagelse på baggrund af Højesterets dom ikke skal afvises med den begrundelse, at reaktionsfristen i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, skt. 2, 1. pkt. ikke er overholdt.

Det forventes, at Skattestyrelsen indenfor kortere tid vil offentliggøre et styresignal omhandlende håndteringen af disse sager.

Der henvises i øvrigt til vores tidligere omtale af muligheden for genoptagelse med henvisning til Landsskatterettens afgørelse, der er udgivet som SKM2020.388.LSR.

Har du brug for hjælp?

TVC Advokatfirmas specialister indenfor skatter og afgifter er altid opdaterede på styresignaler, domme og anden praksis. De står klar til uforpligtende at vurdere dine muligheder for at anmode om genoptagelse eller være behjælpelig med omvalg.