Muligheden for genoptagelse af tidligere afslag på omvalg som følge af Højesterets dom af den 14. januar 2020

Det kan være relevant at anmode om genoptagelse af tidligere afslag på omvalg. Landsskatteretten har allerede genoptaget en tidligere truffet afgørelse, hvor afslag på omvalg ellers blev stadfæstet. Denne afgørelse er nu ændret til skatteyders fordel.

01-10-2020 | Skatter og afgifter

Ved dom af den 14. januar 2020, offentliggjort som SKM2020.14.HR, har Højesteret ændret Vestre Landsrets tidligere dom af den 8. maj 2019. Højesteret har givet skatteyder dom for, at denne havde krav på omvalg i sin selvangivelse for indkomståret 2010.

Ved omtalte dom, lagde Højesteret afgørende vægt på, at en ansættelsesændring, gennemført af skattemyndighederne, havde betydning for den pågældende skatteyders valg på selvangivelsen, og at dette valg, som følge af ansættelsesændringen, fik utilsigtede skattemæssige konsekvenser for skatteyderen. 

Med Højesterets dom, blev det således fastslået, at omvalg efter skatteforvaltningslovens § 30, stk. 1 alene forudsætter, at den ændrede ansættelse havde betydning for valget, og at valget derfor havde fået utilsigtede skattemæssige konsekvenser.

Skatteadvokaterne Torben Bagge og Henrik Rahbek har kommenteret dommen og betydningen af den i en artikel i Revision og Regnskabsvæsen i april måned 2020. Artiklen er offentliggjort som RR.SM.2020.4.

Højesteretsdommen giver naturligvis anledning til overvejelser om, hvorvidt tidligere afslag på omvalg kan være relevante at få genoptaget, herunder også afslag stadfæstet af Landsskatteretten.

Som eksempel henvises der til den nu offentliggjorte afgørelse fra Landsskatteretten, der er udgivet som SKM2020.388.LSR.

Ved den pågældende afgørelse ændrede Landsskatteretten således et tidligere afslag på omvalg med henvisning til netop den praksis, som blev fastslået af Højesteret ved dom af den 14. januar 2020.

Har du brug for bistand til omvalg, eller har du tidligere fået afslag på dette?

Du er altid velkommen til at kontakte TVCs skatteafdeling for en uforpligtende drøftelse af, hvorvidt det kan være relevant at anmode om omvalg eller søge et tidligere afslag på omvalg genoptaget.