Indgribende efterforskningsskridt i sager om svindel med kompensation

Politiet prioriterer efterforskningen af sager om svindel med kompensationsansøgninger vedrørende Covid-19 højt.

16. december 2020 | ØKONOMISK KRIMINALITET

Efterforskningen i sager omhandlende økonomisk kriminalitet kan have store personlige omkostninger for de involverede og kan vanskeliggøre driften af virksomhederne. Derfor er det vigtigt, at disse sager håndteres rigtigt fra start.

Strafferammen for svindel med de økonomiske hjælpepakker, der blev indført i Danmark som følge af Covid-19-epidemien, er forhøjet med op til det firedobbelte. Hvis en ansøgning om kompensation indeholder bevidst vildledende eller falske oplysninger, kan det medføre op til seks års fængsel. I grove tilfælde er strafferammen helt op til 20 års fængsel.

Dermed har man fra politisk hold sendt et klart signal til politiet og anklagemyndigheden om, at der skal slås hårdt ned på denne form for økonomisk kriminalitet.

Politiet efterforsker et stort antal sager om blandt andet lønkompensation og kompensation for faste omkostninger. I de fleste tilfælde retter efterforskningen sig mod virksomhedernes direktører, revisorer og bogholdere.

Efterforskningen af en sag om økonomisk kriminalitet kan være indgribende og indebære ransagning af kontorlokaler, beslaglæggelse og udlæsning af IT-udstyr og mobiltelefoner, gennemgang af virksomhedens dokumenter og bankkonti samt politiafhøring af medarbejdere.

I nogle tilfælde kan politiet spærre bankkonti og dermed indefryse de penge, som er til rådighed. Vi er også bekendt med flere tilfælde, hvor direktører og revisorer er blevet anholdt og fremstillet i grundlovsforhør med påstand om varetægtsfængsling.

Disse indgribende efterforskningsskridt er ikke forbeholdt store sager, men ses også i sager omhandlende kompensationsansøgninger, hvor det drejer sig om relativt beskedne beløb.

Derfor er det altid vigtigt, at der inddrages en kompetent forsvarer så tidligt som muligt. Det kan have afgørende betydning, at politiets ressourcer matches fra starten af efterforskningen. I de fleste tilfælde skal der hurtigt træffes vigtige beslutninger, som kan have stor betydning for forløbet af efterforskningen. Hos TVC Advokatfirma har vi et kompetent team af medarbejdere, som sikrer, at vi altid har de fornødne ressourcer til rådighed.

Vi står altid til rådighed for en uforpligtende og fortrolig samtale om din konkrete situation.