Har du husket at indberette dine udenlandske værdipapirer?

Flere sager tyder på, at mange skatteydere overser, at de i vidt omfang skal oplyse om eksistensen af udenlandske værdipapirer, hvis de vil have mulighed for at fradrage eventuelle tab i deres skattepligtige indkomst.

15. maj 2020 | SKATTER OG AFGIFTER

Det danske indkomstskattesystem har siden 1903 indeholdt et globalindkomstprincip, der i sin enkelthed går ud på, at skattepligtige til Danmark skal beskattes af enhver indkomst, uanset om den hidrører fra Danmark eller udlandet. For at undgå dobbeltbeskatning reguleres disse internationale skatteforhold i vidt omfang af dobbeltbeskatningsoverenskomster og EU-regler, ligesom vi internt i dansk ret har en række lempelsesregler.

Gennem de seneste år har en del skatteydere glemt at selvangive deres udenlandske indtægter. Dette ses ofte i praksis ved afkast af kapital placeret i udlandet – eksempelvis renter af obligationer eller udbytte af aktier placeret i udenlandske depoter.

For at sikre at de danske skattemyndigheder får oplysning om eksistensen af disse udenlandske værdipapirer, er der i aktieavancebeskatningslovens §§ 14 og 19 D samt kursgevinstlovens § 15 for en række værdipapirer indført regler om, at tab på værdipapiret ikke kan fratrækkes, såfremt den skattepligtige ikke har oplyst om købet af værdipapiret inden en given frist.

I de tilfælde, hvor skatteyder har glemt at oplyse om eksistensen af værdipapiret, ser vi i praksis ofte, at skattemyndighederne rejser sager, hvor skatteyder beskattes af samtlige gevinster af værdipapirerne i et depot, men samtidigt nægtes fradrag for de tab, der er opstået på værdipapirer i samme depot. Problemstillingen er særlig udtalt, når det er værdipapirer, der lagerbeskattes, idet skattemyndighederne i praksis beskatter værdistigninger for de år, hvor værdipapiret er steget i værdi, men ikke indrømmer fradrag for de år, hvor værdipapiret er faldet. På den måde risikerer den skattepligtige at blive beskattet af den samme urealiserede avance flere gange, uden at værdipapiret nødvendigvis ender med at kunne sælges med gevinst.

Oplysninger om værdipapirer i danske depoter vil ofte blive indberettet af pengeinstitutter mv. efter skatteindberetningsloven, men for værdipapirer i udenlandske depoter, er det meget vigtigt, at skatteyder selv sørger for at få oplyst herom, da det ellers kan få meget store økonomiske konsekvenser ved kurstab.

Af værdipapirer, der skal oplyses om, kan eksempelvis nævnes investeringsbeviser, hvor der skal oplyses om deres identitet, antal, kurs, anskaffelsestidspunkt og anskaffelsessum, senest den 1. maj/1. juli året efter købet, idet skatteyder ellers mister retten til fradrag for urealiserede kurstab i de år, hvor lagerbeskatningen viser tab.

Står du overfor en skattemæssig udfordring?

Er du blevet kontaktet af skattemyndighederne grundet manglende indberetning af udenlandske værdipapirer, eller har du selv konstateret, at du har glemt det, er du altid velkommen til at kontakte os for en uforpligtende vurdering af, hvordan du håndterer denne udfordring.

I vores skatteafdeling fører vi sager om skatte- og afgifter samt rådgiver om alle forhold inden for skat, moms, afgifter og told.