Fradrag for tab ved salg af sommerhus

Praksis fra Landsskatteretten viser, at der skal foretages en nuanceret vurdering af anvendelsen af et sommerhuse, når det skal vurderes, om der er adgang til fradrag for tab.

02-06-2020 | Skatter og afgifter

Fortjeneste, der opnås ved salg af et privat sommerhus, vil som udgangspunkt være skattefri, hvis sommerhuset har været anvendt til fritidsformål af ejeren og/eller dennes husstand, og hvis anvendelsen til fritidsformål har fundet sted, mens ejendommen opfylder betingelserne for at kunne sælges skattefrit. Omvendt vil der ikke være fradrag for et eventuelt tab ved salg af et privat sommerhus.

Er der tale om et udlejningssommerhus, vil en eventuel fortjeneste ved salg være skattepligtig, mens et tab til gengæld kan fradrages i fremtidige skattepligtige fortjenester efter ejendomsavancebeskatningsloven.

Det er op til skatteyder at bevise, at et udlejningssommerhus ikke har været anvendt til private formål, hvilket en nyligt afsagt landsskatteretsafgørelse (LRS’s j.nr. 17-0990349) med al tydelighed illustrerer.

I den konkrete sag havde skattemyndighederne ikke godkendt fradrag for tab ved salg af det omhandlede sommerhus. Der blev i den forbindelse bl.a. henvist til, at ejeren ikke havde været afskåret fra at anvende sommerhuset til private formål i ejerperioden.

Landsskatteretten foretog imidlertid en mere nuanceret vurdering af anvendelsen af sommerhuset. Landsskatteretten henviste således ved afgørelsen af sagen til, at sommerhuset blev erhvervet med henblik på udlejning, at ejeren i hele sin ejerperiode havde indgået udlejningsaftaler med et udlejningsbureau, og at sommerhuset ifølge udlejningsoversigterne havde været udlejet i et betydeligt omfang.

Selvom ejeren havde opholdt sig i sommerhuset for at klare opgaver som rengøring, havearbejde, vedligeholdelse m.v., kunne dette ikke føre til, at der havde været en privat anvendelse af udlejningssommerhuset i ejendomsavancebeskatningslovens forstand.

Landsskatteretten fandt derfor, at ejeren havde løftet sin bevisbyrde for, at sommerhuset ikke havde været benyttet til private formål for ham i ejerperioden, således som dette skal forstås i henhold til ejendomsavancebeskatningslovens regler, og tabet ved salget af sommerhuset var derfor fradragsberettiget.

Den omtalte Landsskatteretsafgørelse er endnu ikke offentliggjort.

Er du blevet nægtet fra fradrag?

Såfremt du måtte blive involveret i en skattesag omhandlende dit sommerhus og ønsker en uforpligtende vurdering af denne, er du altid meget velkommen til at kontakte os.

Klik her for at læse mere om fokusområdet skatteproces og de muligheder, du har for at videreføre en skatte- eller afgiftssag.