Er et bindende svar bindende for skattemyndighederne?

Ja, i udgangspunktet i fem år, men det gælder ikke, hvis der sker ændringer i forudsætningerne.

24. marts 2021 | SKATTER OG AFGIFTER

Efter skatteforvaltningslovens § 25, stk. 1, er et bindende svar bindende for skattemyndighederne i forhold til spørgeren ved behandlingen af det beskrevne forhold i fem år. De fem år regnes fra spørgerens modtagelse af svaret. Den bindende virkning kan dog bortfalde, hvis der sker ændringer i forudsætningerne for indholdet i svaret fra skattemyndighederne.

Det følger nemlig videre af skatteforvaltningslovens § 25, stk. 2, at den bindende virkning af et svar bortfalder, i det omfang der sker ændringer i forudsætninger, der har været afgørende for indholdet af svaret. Sådanne ændringer kan være såvel ændringer af faktiske forhold som ændringer af det retsgrundlag, der har været lagt til grund for besvarelsen.

Klager fik medhold i Landsskatteretten

I en nyere offentliggjort afgørelse fra Landsskatteretten (LSR’s j.nr. 17-0990754) var spørgsmålet, om skatteyder kunne støtte ret på et tidligere modtaget bindende svar.

Skatteyder havde bl.a. forespurgt SKAT om, hvorvidt eventuelle gevinster fra en spilleklub med ti personer ville være skattefri ved spil på to bestemte spilleportaler. Dette spørgsmål havde SKAT besvaret bekræftende.

Efterfølgende henviste SKAT imidlertid til, at klageren ikke kunne støtte ret på det modtagne bindende svar, idet der ved anmodningen ikke var oplyst tilstrækkeligt om resultatfordelingen. Videre var det SKATs opfattelse, at klageren ikke tilstrækkeligt havde dokumenteret, at indtægterne fra spilleklubben alene hidrørte fra skattefri spilgevinster.

Hertil bemærkede Landsskatteretten, at Skattestyrelsen ikke havde påvist yderligere indtægter for spilleklubben, foruden de konstaterede spilgevinster fra spilleportalerne, hvorfor det kunne lægges til grund, at spilleklubbens indtægter alene stammede fra skattefri spilgevinster. Særligt vedrørende adgangen til at støtte ret på det tidligere afgivne bindende svar anførte Landsskatteretten følgende:

”Landsskatteretten finder ikke, at der foreligger ændringer i forudsætninger, der har været afgørende for indholdet af det bindende svar af 8. august 2011. Spilleklubbens medlemmer, herunder klageren, kunne herefter i de påklagede indkomstår støtte ret på det bindende svar.

Det er herefter ikke med rette, at klagerens skatteansættelse for indkomstårene 2012, 2013, 2014 og 2015 er blevet forhøjet med beløb svarende til modtagne gevinstandele fra spilleklubben…”

Har du behov for hjælp?

Hvis du har behov for at få afklaret en skattemæssig problemstilling, kan et bindende svar fra skattemyndighederne være en god idé. Har du allerede indhentet et bindende svar, og er skattemyndighederne alligevel af den opfattelse, at du ikke kan støtte ret på det, er du altid velkommen til at kontakte os.

Hos Skatteafdelingen i TVC Advokatfirma har vi stor erfaring med at håndtere skattesager af enhver slags og er opdaterede på de mange utrykte afgørelser inden for skatteområdet.

Klik for at læse mere om fokusområdet skatteproces og de muligheder, du har for at videreføre en skatte- eller afgiftssag.