Afsluttet kontrol fører til ansvarsvurdering hos ca. 450 skatteydere

Vil Skattestyrelsens Straffesagsenhed vurdere, om du har overtrådt skatte- og afgiftslovgivningen, har du ret til bistand, så du kan få hjælp.

05-10-2020 | Skatter og afgifter

Skattestyrelsen rejser løbende sager med afsæt i forskellige kontrolområder. I en pressemeddelelse af 5. oktober 2020 oplyser Skattestyrelsen således også, at denne netop har afsluttet en kontrol af ca. 2.400 borgere, som har kørt for en internetbaseret kørselstjeneste.

Af pressemeddelelsen fremgår bl.a. følgende:

”Et samarbejde med de hollandske skattemyndigheder har gjort Skattestyrelsen i stand til at sende ekstra skatteopkrævninger ud til 99 pct. af kontrollerede chauffører fra en internetbaseret kørselstjeneste. Skattestyrelsen har færdigbehandlet 7.500 kontroller fordelt på ca. 2.400 personer, der har kørt i 2016 og 2017, og der er i alt sendt opkrævninger ud for 59 mio. kr.”

Er du én af de 2.400 borgere som er blevet kontrolleret og eventuelt kontaktet af Skattestyrelsen, er det vigtigt, at du tager henvendelsen seriøst og søger rådgivning med henblik på at få kontrolleret, om Skattestyrelsens ansættelser er korrekte, herunder de talmæssige opgørelser samt ansættelsesperioder mv.

Videre fremgår det også af pressemeddelelsen, at hele ca. 450 af sagerne – ifølge Skattestyrelsen – er så grove, at Skattestyrelsens Straffesagsenhed nu skal tage stilling til, om der grundlag for et straffeansvar. Er dette tilfældet, må det forventes, at disse personer vil blive sigtet, hvorefter de har krav på bistand i processen.

Er du blevet udtaget til kontrol eller blevet sigtet?

Hvis du har modtaget en henvendelse fra Skattestyrelsen foranlediget af den nu afsluttede kontrol, er du velkommen til at kontakte os for en uforpligtende drøftelse af sagen, herunder omfanget af den bistand, du har ret til.

Læs mere