Nyt lovforslag om tilbagerulning af bo- og gaveafgift på generationsskifte

Socialdemokratiets nye lovforslag om tilbagerulningen af bo- og gaveafgiften øger retssikkerheden via en ny henstandsordning - dog forhøjes de økonomiske omkostninger ved generationsskifte.

Ensartet bo- og gaveafgift
Som det tidligere er blevet varslet i nyheden, Nyt om generationsskifte - hvad er status lige nu?, har Socialdemokratiet nu fremlagt et lovforslag om tilbagerulning af gave- og boafgiften på generationsskifte til de 15 %.

Det er blevet foreslået at genindføre en ensartet bo- og gaveafgift på 15 %, som den var, inden der i 2017 blev foretaget en lempelse af afgiften på 5 % af den tidligere Venstre-regering. Såfremt lovforslaget bliver vedtaget, vil den nye afgiftssats være gældende for gaveoverdragelse, der gennemføres den 1. januar 2020 eller senere samt udlodninger fra dødsboer, hvor afdøde er gået bort den 1. januar 2020 eller senere.

Forhøjelsen vil øge beskatningen ved generationsskifte af en erhvervsvirksomhed. Konsekvensen heraf vil være, at der skabes en markant likviditetsbelastning for virksomheder, når der skal overdrages til næste generation.

Det kan derfor være meningsfuldt at kigge på mulighederne for at lave et generationsskifte allerede nu, inden den forhøjede afgiftssats træder i kraft.

Indførelse af retskrav på henstand
Derudover har Socialdemokratiet også lagt op til, at den gældende henstandsordning forbedres ved at indføre retskrav på henstand. Henstandsperioden ønskes forlænget fra 15 til 30 år. Med denne ændring skabes en sikkerhed for, at boafgiften (arveafgiften) altid vil kunne betales af en løbende periode på op til 30 år og med de nye retskrav, skal der ikke længere anmodes om henstand.

Selvom det selvsagt er positivt, at Socialdemokratiet støtter retssikkerheden ved at indføre et retskrav, ændrer dette dog ikke på, at tilbagerulningen af bo- og gaveafgiften samlet set udgør en markant forværrelse af muligheden for generationsskifte til næste generation.

Har du behov for rådgivning?

Såfremt du har behov for skattemæssig rådgivning eller måtte blive involveret i en konkret skattesag og ønsker en nærmere, uforpligtende vurdering af denne, er du altid meget velkommen til at kontakte advokat, Torben Bagge, der er leder af skatteafdelingen i TVC Advokatfirma.