Formue i udlandet – henvendelser fra og til Skattestyrelsen

Skattestyrelsen reagerer nu på automatiske indberetninger om danske skatteydere med formuer i udlandet. Håndteringen af en henvendelse fra Skattestyrelsen vedrørende finansielle konti eller formue i udlandet kan være afgørende for konsekvenserne heraf. Ofte kan egen henvendelse til Skattestyrelsen med oplysninger om formuen, inden Skattestyrelsen henvender sig af egen drift, være hensigtsmæssig.

21-03-2019 | Skatter og afgifter

Skattemyndighederne har i de seneste år købt sig til en række oplysninger om danskere med formue i udlandet eller fået adgang hertil via eksempelvis Panama Papers og Paradise Papers.

Skattemyndighederne har videre via et stigende internationalt samarbejde, med fokus på bekæmpelse af skattesvig og hvidvask, fået en række oplysninger om skatteydere med midler i udlandet ved automatiske direkte indberetninger fra disse lande.

I øjeblikket modtager mange skatteydere henvendelser fra Skattestyrelsen med spørgsmål om konti eller formue i udlandet. I en række tilfælde er selvangivelse af disse formuer ikke foretaget eller foretaget forkert. Dette kan have væsentlige økonomiske konsekvenser, eksempelvis i form af tilskrivning af betydelige renter uden ret til fradrag, nægtelse af fradrag for tab på aktier afhændet i perioden og potentielt bøde eller andet strafansvar som følge af den forkerte eller manglende indberetning af formuen til skattemyndighederne.

For personer med formuer i udlandet er det meget væsentligt at få selvangivet og oplyst den udenlandske formue korrekt til skattemyndighederne. Dette uanset hvorledes formuen i udlandet er opstået og placeret. Formuer placeret i værdipapirer, ejendomme eller blot i kontanter på konti i udlandet kan, såfremt de ikke håndteres korrekt, give anledning til væsentlige skatteretlige og potentielt strafferetlige konsekvenser i Danmark.

Erfaringen viser, at det er vigtigt at lægge en strategi for kontakten og håndteringen af henvendelser til skattemyndighederne ved fremlæggelse af oplysninger om formue i udlandet, der ikke tidligere er oplyst til skattemyndighederne.

Håndteringen af kontakten til skattemyndighederne vedrørende formue i udlandet er forskellig afhængig af, om henvendelsen sker på eget initiativ, eller kommer efter skattemyndighederne har modtaget oplysningerne enten automatisk fra andre landes skattemyndigheder eller eksempelvis i forbindelse med de såkaldte Panama- eller Paradise Papers.

TVC Advokatfirma har stor erfaring med rådgivning af personer med formue i udlandet, som ikke er oplyst til de danske skattemyndigheder. Vi kan bistå med afklaring af, hvilke konsekvenser en orientering af skattemyndighederne vil medføre, og hvilke konsekvenser det vil have, såfremt en sådan orientering ikke gennemføres.

TVC Advokatfirma bistår om ønsket i hele processen og varetager kontakten til skattemyndighederne for at sikre det bedst mulige udfald af henvendelsen. Dette også i situationer, hvor Skattestyrelsen har rettet henvendelse direkte til dig.

Måtte en henvendelse fra eller til skattemyndighederne føre til en straffesag assisterer vi også i forbindelse hermed og bistår med at sikre, at de afledte konsekvenser heraf bliver mindst muligt indgribende.