Brug af prøveperioder i agent- og forhandleraftaler

EU-domstolen har i afgørelsen C-645/16 af 19. april 2018 forholdt sig til brug af prøveperiode i agentaftaler

Udgangspunktet for brug af prøveperioder i forbindelse med både agent- og forhandleraftaler er, at der er aftalefrihed. Parterne kan derfor frit aftale, hvad de finder mest hensigtsmæssigt i det konkrete samarbejde. Ved forhandleraftaler er det parternes skriftlige aftale, der gælder. Aftalefriheden i forbindelse med agentaftaler er derimod indsnævret på visse punkter. Få indblik i, hvad der gælder om brug af prøveperioder i agent- og forhandleraftaler. 

I funktionærforhold kan arbejdsgiver med fordel gøre brug af en aftalt prøveperiode til at se den ansatte an. Med prøveperioden er det de første 3 måneder muligt at skille sig af med medarbejderen med bare 14 dages varsel. Efter prøveperioden stiger varslet først til 1 og senere 3 måneders varighed. Dog er der ingen risiko for at blive mødt med krav om usaglig opsigelse, så længe opsigelsen afgives, inden den nye medarbejder har været ansat i 12 måneder på opsigelsestidspunktet.

Hvad gælder der i forbindelse med agent- og forhandleraftaler?

Udgangspunktet både i forbindelse med agent- og forhandleraftaler er, at der er aftalefrihed. Parterne kan således aftale, hvad de finder mest hensigtsmæssigt.

Forhandleraftaler er ikke lovreguleret, hvorfor det klare udgangspunkt er, at det er parternes skriftlige aftale, der gælder. Dette er også tilfældet i forhold til en aftalt prøveperiode. Har parterne derimod ikke tiltrådt en skriftlig aftale men forladt sig på en mundtlig aftale – en såkaldt gentleman agreement – da anvendes retspraksis til at fastsætte, hvad der gælder mellem parterne.

Retspraksis forholder sig ikke nærmere til brugen af prøveperioder, men udfyldende vil der det første år være mulighed for at komme ud af aftalen med typisk 1 måneds varsel. Efter et par år vil varslet typisk blive øget til 2 eller 3 måneder, og senest efter 8 års samarbejde vil forhandleren kunne kræve et opsigelsesvarsel på 6 måneder. Konkrete omstændigheder kan i visse tilfælde føre til et andet resultat. Det bemærkes, at der efter dansk ret ikke er praksis for, at forhandlere kan kræve sig tillagt en godtgørelse i forbindelse med opsigelse. Dette gælder uanset, om opsigelsen sker i en aftalt prøveperiode, eller om det først sker efter mange års samarbejde.

Aftalefriheden i forbindelse med agentaftaler er derimod indsnævret på visse punkter, som følge af, at disse aftaler, med udspring i et EU-direktiv, er lovregulerede i Danmark. Således kan der ikke aftales et kortere opsigelsesvarsel det første år end 1 måned til udgangen af en måned. Varslet stiger hvert år med 1 måned, indtil agenten har haft hvervet i mere end 5 år, hvorefter varslet da er 6 måneder. Der er imidlertid ikke noget i vejen for at aftale, at eksempelvis de første 3 måneder af samarbejdsperioden anses for en prøveperiode.

At der er tale om en indledende ’prøveperiode’, ændrer imidlertid ikke på, at agenten fortsat vil være beskyttet af handelsagentdirektivet og dermed også de nationale regler for handelsagenter. Dette er netop slået fast af EU-domstolen den 19. april 2018 (C-645/16), hvor den franske domstol Cour de Cassation havde anmodet om en præjudiciel afgørelse i en konkret sag.

Sagen ved EU-domstolen ganske kort

En fransk agenturgiver, DTT, havde indgået en kontrakt med en agent, CMR, om salg af enfamiliehuse, hvor der var aftalt en prøveperiode på 12 måneder og gensidig opsigelsesret med 15 dage i den første måned og derefter et varsel på 1 måned.

Det fremgår af dommen, at det var fast retspraksis i Frankrig, at det var muligt at aftale en prøveperiode, og at det i Frankrig var en undtagelse til retten til godtgørelse, når agenten opsiges i prøveperioden.

DTT argumenterede, at direktivet ikke henviser til en eventuel prøveperiode, hvorfor det skulle være tilladt at fastsætte en sådan uden derved at tilsidesætte EU-direktivet. Ikke overraskende kom EU-domstolen frem til, at reglerne om godtgørelse også gælder i forbindelse med en aftalt prøveperiode. Domstolen præciserer, som tidligere i forbindelse med andre forelagte sager, at enhver fortolkning af reglen om godtgørelse til skade for agenten er i strid med direktivets formål og dermed udelukket.

Tilsvarende fremgår det også af de danske lovbemærkninger, at agenten principielt har krav på godtgørelse for en opbygget kundekreds, selvom samarbejdet har varet ganske kort tid, eksempelvis en enkelt sæson. Tilsvarende vil være tilfældet, hvis samarbejdet alene vedrører salg af en enkelt kollektion.

Godtgørelsens størrelse vil dog fortsat skulle beregnes ud fra de sædvanlige principper, herunder at det kun gælder nye kunder, som agenten selv har skaffet, og at godtgørelsen under alle omstændigheder skal være rimelig set ud fra en samlet vurdering af sagen. Det vil derfor altid være en konkret vurdering, om agenten skal have en godtgørelse, såfremt opsigelsen gives i en aftalt prøveperiode.

TVC Advokatfirma anbefaler

TVC Advokatfirma anbefaler altid, at leverandører søger rådgivning om udarbejdelse af den skriftlige kontrakt, men især også i tilfælde af, at der ønskes ændringer foretaget i salgsnettet. I mange tilfælde vil det være muligt at tilrettelægge ønskede ændringer af salgsnettet således, at der ikke opstår uventede eller utilsigtede økonomiske eller forretningsmæssige konsekvenser.

Indholdet af denne artikel er kun information af generel karakter, og kan derfor ikke erstatte professionel rådgivning. Derfor bør indholdet ikke lægges til grund for økonomiske dispositioner.