TVC Advokatfirma afvikler samarbejdet med advokat Erbil Kaya

Politiet har valgt at sigte to advokater i TVC Advokatfirma efter straffelovsbestemmelser i forbindelse med advokaternes fremsendelse af en honorarafregning til Retten på Frederiksberg i 2014.

29-06-2017 |

TVC Advokatfirma har efter firmaets interne retningslinjer på baggrund af sigtelsen besluttet at afvikle samarbejdet med advokat Erbil Kaya, hvilken beslutning er iværksat.

TVC Advokatfirma har noteret, at advokat Erbil Kaya har meddelt politiet, at han nægter sig skyldig i den rejste sigtelse og understreger, at advokatfirmaets beslutning om afvikling af samarbejdet ikke er truffet på baggrund af advokatfirmaets vurdering af advokat Erbil Kayas skyld vedrørende sigtelsen. Sagen herom må gå sin gang hos politi, anklagemyndighed og eventuelt domstole.

TVC Advokatfirma har imidlertid besluttet at afvikle samarbejdet allerede med konstateringen af sigtelsen, idet advokatfirmaet er bekendt med, at advokat Erbil Kaya tidligere har overtrådt advokatetiske regler og er idømt bøder herfor.

TVC Advokatfirma har vedrørende den anden advokat ligeledes forholdt sig i overensstemmelse med advokatfirmaets interne retningslinjer samt de almindelige retsplejeprincipper, således at konsekvenserne af denne sag først bedømmes af advokatfirmaet, såfremt der rejses tiltale ved byretten og her fældes dom.

Advokat Erbil Kaya kan fremadrettet kontaktes via www.forsvareren.dk.

TVC Advokatfirma har ingen kommentarer i øvrigt til ovenstående.