Momsretligt spørgsmål om byggegrunde skal forelægges EU-Domstolen

I en konkret sag har et afgiftspligtigt selskab fået medhold i, at EU-Domstolen skal fastslå kriterierne for, hvornår en bebygget ejendom momsretligt skal anses for en byggegrund.

13. september 2017 | SKATTER OG AFGIFTER ENTREPRISE OG FAST EJENDOM

Vestre Landsret har i en kendelse fra 15. maj 2017 - mod Skatteministeriets protest - besluttet at forelægge spørgsmålet om, hvornår en ejendom, der overdrages med bygninger med henblik på, at disse efterfølgende nedrives af køber, i momsretlig henseende udgør en byggegrund for EU-Domstolen.

Vestre Landsret har anført, at EU-Domstolen ikke har taget stilling til, om det er foreneligt med momssystemdirektivet at fortolke begrebet ”byggegrund” således, at det omfatter en fast ejendom med en bygning, når parternes hensigt er, at køberen af ejendommen skal rive bygningen helt eller delvist ned.

Det fremgår af kendelsen, at Vestre Landsret har fundet, at EU-Domstolen skal ”fastslå de relevante kriterier og fortolkningselementer, der under de givne omstændigheder skal anvendes ved vurderingen af, om overdragelse af en fast ejendom med en eksisterende bygning, hvor det er parternes hensigt, at køberen af ejendommen skal rive bygningen helt eller delvist ned, i momsmæssig henseende kan betragtes som en ubebygget grund.”

Pr. 1. januar 2011 blev der indført momspligt ved levering af en ny bygning eller en ny bygning med tilhørende jord samt ved levering af en byggegrund uanset, om den er byggemodnet. Tidligere havde levering af fast ejendom været fritaget for moms.

Det har efter lovændringen pr. 1. januar 2011 været omtvistet i hvilke situationer, levering af en bebygget fast ejendom kan sidestilles med levering af en byggegrund. Problemstillingen synes at have fået en stadig større relevans i de seneste år, hvor tendensen med opkøb af ældre ejendomme i bebyggede områder med henblik på nedrivning af en eksisterende bygning og opførelse af en ny har været tiltagende.

Praksis fra EU-Domstolen fastslår, at levering af en bebygget ejendom, hvor eksisterende bygninger skal nedrives af sælger, inden købers overtagelse af ejendommen, udgør en momspligtig levering af en byggegrund. Naturligvis forudsat, at sælger i øvrigt er en momspligtig person.

I praksis har det været omtvistet, hvorvidt levering af en ejendom med bygninger kunne kvalificeres som levering af en byggegrund i tilfælde, hvor køber af ejendommen efterfølgende ville nedrive ejendommen og opføre en ny bygning.

SKAT er umiddelbart af den opfattelse, at såfremt det fremgår direkte af købsaftalen eller på anden måde i forbindelse med overdragelsen, at en bygning overdrages med henblik på nedrivning og opførelse af en ny bygning, er der tale om levering af en byggegrund.

Landsskatteretten har imidlertid i den verserende sag, der nu er indbragt for Vestre Landsret, afvist SKATs synspunkt med begrundelsen, at ”Da der på den omhandlede faste ejendom ved begge salg vil være opført en bygning, er der ikke grundlag for at karakterisere det overdragne som ubebygget fast ejendom. Det bemærkes herved, at klageren efter det oplyste ikke skal forestå eller deltage i det efterfølgende nedrivningsarbejde, som boligselskabet selv for egen regning og risiko skal iværksætte. Der er derfor ikke grundlag for at anse sælgeren eller klageren for leverandør af en samlet leverance inklusiv nedrivning i overensstemmelse med EU-Domstolens dom i sagen C-461/08, Don Bosco.”

Skatteministeriet indbragte efterfølgende Landsskatterettens afgørelse for Vestre Landsret. Vestre Landsret har nu som beskrevet afsagt kendelse om forelæggelse af sagen for EU-Domstolen.

På nuværende tidspunkt er det således uafklaret, hvorvidt – og under hvilke omstændigheder – levering af en fast ejendom med bygninger med henblik på, at køber nedriver eksisterende bygninger helt eller delvist og opfører en ny bygning på ejendommen, udgør levering af en byggegrund og dermed bliver momspligtig.

Der er derfor god grund til at være meget varsom i forbindelse med levering af fast ejendom, hvor der efterfølgende gennemføres nedrivning af eksisterende bygninger og genopførelse af en ny fast ejendom. I sådanne tilfælde er det vores anbefaling at indgå klare aftaler om hvem, der skal bære momsen, såfremt SKAT efterfølgende måtte anse salget af ejendommen som momspligtig.

Såfremt momspligten er af væsentlig betydning for de involverede parter anbefaler vi endvidere  at søge momspligten af en konkret ejendomsoverdragelse afklaret ved hjælp af en anmodning om et bindende svar forud for overdragelsens gennemførelse.

Såfremt du eller din virksomhed måtte have behov for udarbejdelse af et bindende svar eller er blevet involveret i en momssag og ønsker en nærmere, uforpligtende vurdering af denne, er du altid meget velkommen til at kontakte os.

Klik her for at læse mere om fokusområdet skatteproces og de muligheder, du eller din virksomhed har for at videreføre en skatte- eller afgiftssag.