Medieklip: En af Danmarks førende skatteeksperter er langt fra overbevist om, at der er tale om svindel

Sagen om mulig skattesvindel for mere end 12 mia. kroner er nået et skridt videre, men skatteadvokat Torben Bagge advarer mod at få julelys i øjnene. Reglerne om refusion af udbytteskat har været for uklare og måske skyldes sagen et hul i lovgivningen.

12-07-2017 | Skatter og afgifter

Bagmandspolitiet har sigtet tre personer i den konkrete sag om refusion af udbytteskat for mere end 12 milliarder kroner. Partner, advokat (H) Torben Bagge i TVC Advokatfirma rejser dog tvivl om, hvorvidt de sigtede overhovedet har gjort noget ulovligt.

Torben Bagge har fulgt sagen om udbytteskat, siden den kom frem. Han tror ikke, at der er svindlet for godt 12 mia. kroner, sådan som det ellers lyder fra både SKAT og Bagmandspolitiet. Til TV2 Nyhederne kl. 22:00 d. 11. juli 2017 forklarer han:

”Der er helt givet nogen, der har snydt og svindlet. Jeg tror, at det vil vise sig, at nogen af dem, der har fået udbytterefusion rent faktisk har krav på det, fordi reglerne har været uklare. Ja, der har måske ligefrem været et hul i lovgivningen.”

Der er endnu ikke rejst tiltale mod de sigtede, men selv om det skulle ske, er det ifølge Torben Bagge langt fra sikkert, at skatteyderne får deres penge tilbage. Ifølge ham skal man passe på med at konkludere, at der er tale om fup og svindel i dag, hvor vi alene har Bagmandspolitiets og SKATs ord for det. Til TV2 Nyhederne uddyber han:

”Jeg noterer mig også, at Bagmandspolitiet har rejst mange sager de sidste 5-10 år, der har været blæst stort op i medierne, og hvor der har vist sig, der slet ikke var grundlag for noget som helst.”

Se hele medieklippet. Indslaget starter efter 5:16 min. inden i udsendelsen. Interviewet med Torben Bagge finder sted ved 8:30-10:30.

Bemærk at indslaget kun kan ses via TV2 Play, som kræver betalingsabonnement.

Læs mere