Højesteret henviser skattesag til førstebehandling i landsretten

En verserende sag med vidtrækkende betydning for den skattemæssige behandling af døgnplejefamilier har ifølge Højesteret principiel karakter. Højesteret har i overensstemmelse med TVC Advokatfirmas påstand, fundet, at sagen mellem Skatteministeriet og en døgnplejefamilie kræver behandling af landsretten som første instans.

28-02-2017 | Skatter og afgifter

I september 2016 afviste Østre Landsret at behandle den pågældende sag som første instans og sendte derfor sagen tilbage til byretten til fortsat behandling. Dette blev kæret til Højesteret, idet parterne var enige om, at sagen har en vidtrækkende betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen på området for den skattemæssige behandling af døgnplejefamilier, hvorfor den har den fornødne karakter til henvisning efter retsplejelovens § 226, stk. 1. For Højesteret blev det således fremhævet, at sagen har betydning for op til 10.000 døgnplejeres retsstilling, samt et muligt årligt skatteprovenu for staten på kr. 750.000.000.

Som det ses af Højesterets kendelse offentliggjort d. 27. februar 2017 i SKM2017.119.HR, var Højesteret uenig med Østre Landsret, men derimod enig med parterne, idet retten fandt, at  ”sagen rejser et principielt spørgsmål om afvejningen af de momenter, som skal tillægges vægt ved fastlæggelsen af, om døgnplejere skal anses for lønmodtagere eller selvstændigt erhvervsdrivende. Afklaringen af dette spørgsmål må antages at kunne have betydning for mange døgnplejeres retsstilling. Højesteret finder på den baggrund, at sagen har en sådan generel betydning for retsanvendelsen, at betingelserne i retsplejelovens § 226, stk. 1, for henvisning til behandling ved landsretten er opfyldt.”

Siden retsreformen trådte i kraft i 2007, er praksis om henvisning blevet strammet betydeligt, og det er ikke ofte, at Højesteret må ind og bedømme sagers principielle islæt, når by- og landsret er uenige. Men som lederen af Kammeradvokatens skatteafdeling anførte overfor Østre Landsret: ”Der er meget få retssager, som har så stor betydning”.

Sagen føres af advokat Torben Bagge og skal hovedforhandles ved Østre Landsret i oktober 2017.

Den verserende sag er en del af et større sagskompleks, hvor SKAT systematisk har nægtet døgnplejere at drive deres virksomhed som selvstændig erhvervsvirksomhed. TVC Advokatfirma fører på nuværende tidspunkt ca. 30 sager herom. Sagerne afventer i vidt omfang en afgørelse i sagen, der nu skal behandles af landsretten.

Problemstillingen er nærmere beskrevet i advokat Kasper Kelm Demants artikel, bragt i TfS 2015, 661.

Læs mere