Ændringer hos TVC Advokatfirma

22. september 2017

Partnerkredsen i TVC Advokatfirma har foretaget en analyse af forretningsmuligheder samt fordele og ulemper i den nuværende struktur. Både indehaverne i straffeafdelingen som firmaets øvrige indehavere er enige om, at strafferet adskiller sig fra firmaets øvrige forretningsområder på en række punkter, og at det ikke er hensigtsmæssigt at drive disse forretningsområder sammen.

Samtidigt har advokat Michael Juul Eriksen et ønske om at starte firma for sig selv, og der er derfor indgået aftale med TVC Advokatfirma om, at han udtræder som partner i TVC Advokatfirma pr. 31. marts 2018 og fortsætter sin virksomhed i eget firma.

Endvidere har advokaterne Troels Lind Pedersen, Jan Schneider, Mads Kjær Jensen, Anders Schønnemann Olesen og Mads Kramme som en konsekvens heraf tillige haft ønske om at starte i eget regi. Der er derfor også lavet individuelle aftaler med disse partnere om, at de udtræder pr. 31. marts 2018. Strafferet er således ikke længere et selvstændigt forretningsområde i TVC Advokatfirma efter 31. marts 2018.

Beslutningen er truffet i bedste orden og uden uoverensstemmelser og bygger alene på en konstatering af, at strafferet som forretningsområde på en række punkter adskiller sig fra øvrige forretningsområder i TVC Advokatfirma og derfor tilsiger en anden struktur.

TVC Advokatfirma vil fortsætte sit fokus på at yde højt specialiseret rådgivning indenfor firmaets erhvervsretlige, privatretlige og skatteretlige specialer.

Eventuelle spørgsmål kan rettes til managing partner Leo Jantzen.

Download pressemeddelelse