Principiel dom om ekstraordinær genoptagelse

Østre Landsret har taget stilling til det principielle spørgsmål, hvorvidt bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8 vedrørende ekstraordinær genoptagelse på skatteyders initiativ finder anvendelse i en situation, hvor skatteyder ubestridt var berettiget til genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1. nr. 7. Landsretten fandt i overensstemmelse med skatteyders opfattelse, at bestemmelsen efter dens forarbejder skulle fortolkes således, at der kunne ske genoptagelse af de indkomstår, som ikke var omfattet af § 27, stk. 1, nr. 7.

23. marts 2018 | SKATTER OG AFGIFTER

Den 16. marts 2018 slog Østre Landsret ved dom fast, at skatteyder kan påberåbe sig bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, uanset skatteyder ligeledes var berettiget til genoptagelse efter en af de øvrige objektive genoptagelsesadgange i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1-7.

Skatteyder er således berettiget til at vælge den genoptagelsesadgang, som konkret medfører den mest gunstige retsstilling. Dette er naturligvis forudsat, at der konkret er særlige omstændigheder, der kan begrunde ekstraordinær genoptagelse efter § 27, stk. 1, nr. 8.

Sagens omstændigheder

Den konkrete sag omhandlede en dansk overlæge, som i en årrække havde arbejdet i Norge og Sverige. SKAT havde ved skatteberegningen henført en forholdsmæssig andel af hans personfradrag til den udenlandske indkomst, hvorefter overlægen havde fortabt muligheden for at overføre personfradraget til sin danske ægtefælle.

I 2013 udsendte SKAT et styresignal på baggrund af en åbningsskrivelse fra EU-kommissionen, som underkendte den danske praksis vedrørende beregningen af personfradraget for personer med udenlandsk indkomst undergivet eksemption-lempelse.

På baggrund af styresignalet anmodede overlægen om genoptagelse af indkomstårene 1999-2013 i medfør af skatteforvaltningslovens §§ 27, stk. 1, nr. 7 og nr. 8. SKAT imødekom genoptagelse af indkomstårene 2010-2013 under henvisning til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 7, jf. styresignalet.

Overlægen indbragte afgørelsen for Landsskatteretten og gjorde i første række gældende, at han var berettiget til genoptagelse i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 7, da grundlaget for EU-Kommissionens åbningsskrivelse til Danmark udgjorde en henvisning til en række domme afsagt i 2002 og 2003. Overlægen gjorde i den forbindelse gældende, at den danske praksis allerede ved EU-domstolens afsigelse af dommene i 2002 og 2003 reelt havde underkendt den danske praksis, hvorfor overlægen efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 7 kunne opnå genoptagelse fra det tidspunkt, hvor praksis første gang var underkendt.

Overlægen gjorde tillige gældende, at han var berettiget til ekstraordinær genoptagelse i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8 bl.a. under henvisning til, at Skatteministeriet havde handlet ansvarspådragende ved ikke at afskaffe den EU-stridige praksis allerede i 2003, hvor den seneste dom fra EU-domstolen forelå.

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse, og sagen blev herefter indbragt for Retten på Frederiksberg, der efterfølgende henviste sagen til førsteinstansbehandling ved Østre Landsret. Dette fordi Østre Landsret skulle tage stilling til det principielle spørgsmål om, hvorvidt bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8 kunne finde anvendelse i en situation, hvor skatteyder ubestridt havde fået genoptagelse efter § 27, stk. 1 nr. 7.

Skatteministeriet gjorde under sagen gældende, at skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8 ikke fandt anvendelse i en situation, hvor skatteyder havde opnået genoptagelse efter nr. 7 under henvisning til bestemmelsernes ordlyd, forarbejder, formål og indbyrdes sammenhæng.

Af Østre Landsrets præmisser fremgår bl.a. følgende:

”Spørgsmålet er herefter om der kan foretages ekstraordinær genoptagelse i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, hvorefter skattemyndighederne kan foretage en sådan genoptagelse, hvis der ”foreligger særlige omstændigheder”.

Det fremgår af forarbejderne til skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 8, der blev indført ved lov nr. 410 af 2. juni 2003, og som skatteforvaltningslovens § 27, stk.1, nr. 8, viderefører, at bestemmelsens anvendelsesområde er de tilfælde, hvor der foreligger særlige omstændigheder uden for de tilfælde, hvor genoptagelse kan foretages efter de objektive grunde anført i § 35, stk. 1, nr. 1-7 (nu skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1-7) og hvor det må anses urimeligt at opretholde skatteansættelsen.

Det følger dog samtidig af forarbejderne til skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 8, at bestemmelsen kan finde anvendelse blandt andet, hvor skattemyndighederne har fortolket lovgivningen forkert og i den forbindelse har handlet ansvarspådragende, og hvor der er begået fejl af skattemyndighederne, uden at fejlene kan anses for ansvarspådragende, når fejlen har medført urigtig ansættelse, og det efter en konkret bedømmelse må anses for urimeligt at opretholde ansættelsen.

Landsretten finder på den baggrund, at bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8 – uanset at der efter det nævnte styresignal er foretaget genoptagelse for visse nærmere angivne indkomstår efter § 27, stk. 1, nr. 7 – kan finde anvendelse, hvis det må lægges til grund, at skattemyndighederne har begået fejl ved at have undladt at foretage praksisændringen – der skete på baggrund af en henvendelse fra og efter dialog med EU-Kommissionen – på et tidligere tidspunkt som følge af EU Domstolens underkendelse af beskatningsordninger i andre medlemsstater med dommene i sag nr. C-385/00 De Groot, sat C-234/01 Gerritse eller sag C-169/03 Wallentin.”

I den konkrete sag nåede Østre Landsret frem til, at overlægen ikke var berettiget til genoptagelse som følge af, at landsretten ikke konkret fandt at de omtvistede domme fra EU-domstolen udgjorde et tilstrækkeligt grundlag for at underkende den danske praksis.

Har du behov for hjælp til en skattesag?

Såfremt du måtte blive involveret i en skattesag og ønsker en nærmere, uforpligtende vurdering af denne, er du altid meget velkommen til at kontakte os.

Klik her for at læse mere om fokusområdet skatteproces og de muligheder, du eller din virksomhed har for at videreføre en skatte- eller afgiftssag.

Nyheder