Skal man betale skat af arbejdsgiverbetalt transport?

Svaret er nej. Arbejdsgiverbetalt transport er derfor langt mere fordelagtigt end et befordringsfradrag.

08. februar 2017 | SKATTER OG AFGIFTER

Fredag d. 3. februar 2017 bragte Finans.dk historien om, at DR de seneste tre år har betalt knap én mio. kr. for at få sin nyhedsdirektør, Ulrik Haagerup, der er bosat i Ry, på arbejde.

Historien har fået flere til at stille spørgsmålstegn ved, om man som ansat skal betale skat af den arbejdsgiverbetalte transport. Det er dog ikke tilfældet. Når arbejdsgiveren betaler pendlerudgifterne til og fra arbejdspladsen, er medarbejderen ikke skattepligtig.

Skatteekspert Torben Bagge, der er managing partner og advokat (H) i TVC Advokatfirma fortæller til Finans.dk: ”Hvis en arbejdsgiver betaler dine transportomkostninger til arbejdspladsen, skal du ikke betale skat. Altså medmindre du vælger at tage befordringsfradraget, men det vil være fuldstændig hjernedødt.”

Ifølge Torben Bagge er det langt mere lukrativt for en medarbejder at få den skattefrie arbejdsgiverbetalte transport frem for befordringsfradraget, hvor skatteværdien er på knap 28 %. Det er således mere fordelagtigt, når arbejdsgiveren dækker udgifterne, uden at der skal betales skat af godet.

Abonnementsordninger kan være problematiske

Mange virksomheder vælger en abonnementsordning i form af eksempelvis årskort for at spare penge på de samlede pendlerudgifter. Men ifølge Torben Bagge har sådan en ordning også en bagside.

"Når man har et årskort, er det ikke muligt for SKAT at tjekke, om årskortet har været brugt privat, og det er det problematiske ved at have sådan en ordning," siger han.

Læs hele artiklen "Direktør pendler på DRs regning, men skal han betale skat af det?", der er bragt på Finans.dk den 7.2.2017.